Tag Archives: ripenser

Stress af i Ribe i ferien

Stress af i Ribe
Stress af i Ribe

Hvorfor sidde i bilen og køre sydpå med lange bilkøer og ulidelig varme, når man kan stresse af og nyde tilværelsen i Danmark?

Hvorfor er Ribe ideel til afstresning?

Først og fremmest fordi byen er autentisk. En gåtur blandt de gamle huse, smalle gader og toppede brosten giver ro i sindet. Man sætter automatisk farten ned for at nyde alle sanseindtrykkene. F.eks.

• De flotte døre, stokroserne og blomsterkrukkerne som ripenserne sætter
   uden for døren for at glæde sig selv og andre.
• Vandet, der klukker i de mange åer i byen, og som har givet Ribe tilnavnet
   ”Danmarks Venedig”
• Gedernes brægen, ændernes rappen, frøernes  kvækken, rørdrummens
   kalden, suset fra stæreflokkens vinger (sort sol), vinden i træerne – alt
   efter hvilken af byens parker man besøger og på hvilken årstid.
• Lyset, der spiller så smukt i Carl Henning Pedersens flotte glasmosaikker i
   Ribe Domkirke
• Domkirkeklokken, der bryder stilheden med tonerne til Dronning Dagmar ligger udi i Ribe syg og Brorsons: Den yndigste rose
   er fundet.
• Vægteren, der med sin lygte i hånden, synger ripenserne til ro, når solen er gået ned
• Det store udsyn over Ribemarsken og Vadehavet (Nationalpark Vadehavet)  – over 30 km. i klart vejr fra Ribe Domkirkes tårn –
  når man har kæmpet og pustet sig op ad de 248 trin til toppen
• Smagsløgene kan tilfredsstilles i én af de mange caféer med borde ved åen, i gårde og på gågaden
• Osv., osv., osv.
Bliver man træt, kan man sætte sig på én af de mange bænke – i byen, i parkerne og ved åerne – og nyde indtrykkene og filosofere lidt over tilværelsen. Bænkene kan dog meget vel være optaget af ripenserne selv, der sidder der og følger med i gadens liv eller ”klarer verdenssituationen”.

 

Ripensere på bænk
Ripensere på bænk

Jo, stressede arbejdsmennesker kunne have gavn af sådan en tur.

Vi andre nyder det hele dagligt. Også i vores arbejde, for Danhostel Ribe ligger midt i det hele med Ribes mest fotograferede udsigt til Ribe Domkirke, Ribe Å, Skibbroen – og alligevel også med Hovedengen (Nationalpark Vadehavet) uden for døren.

 
Og det bedste af det hele.

Vi behøver ingen forskere til at fortælle os, at alle disse dejlige indtryk har stor betydning for menneskers velvære, vi kan nemlig mærke det på os selv og på vores gæster .